Om Vig Tennisklub

 

Vig Tennisklub  blev stiftet 16. september 1976 af 70 lokale tennisentusiaster, hvoraf Preben Østermand og Vagn Mortensen var de drivende kræfter.

 Ved stiftelsen var det naturligt at de drivende kræfter var i den nyvalgte bestyrelse og Preben Østermand blev da også valgt som klubbens første formand, således at han kunne drive sine visioner om mere tennis i Odsherred videre.

Indtil indvielsen af tennisbanerne i 1980 med første spadestik i 1979, blev der indgået en aftale med Højby Tennisklub om at Vig Tennisklub kunne spille der, indtil egne baner stod klar – og dette var med så stor succes, at Vigs tennisspillere faktisk stod for de fleste spilletimer i Højby i denne periode.

Dårligt var anlægget indviet før de første drabelige turneringer fandt sted med både singler og doubler og nogle af mestrene fra dengang er stadig aktive i klubben, sammen med mere end 100 nye medlemmer, så væksten i klubben var så stor, at man besluttede at investere i bane 3.

Fra at kæmpe med økonomien i starten og til i dag, hvor Vig Tennisklub har en så fornuftig økonomi, at der også er plads til at investere i aktiviteter for børn og unge, som skal bære klubben og dens stolte traditioner videre. Dette har bl.a. udmøntet sig i en aftale med Vig Festivalen, hvor man hvert år hjælper denne festival med forplejning af festivalens deltagere – alt i alt et sundt, sjovt og gensidigt fornuftigt samarbejde.

I dag fremstår Vig Tennisklub som en veldrevet forening med masser af sammenhold, hygge og sociale aktiviteter – og specielt i Vig Tennisklub kan vi bryste os af, at tennissæsonen forlænges ved hjælp af et stort lysanlæg på bane 1 og 2.

Senest har Vig Tennisklub i foråret 2017 taget en ny tennishal i brug. Se mere her:

Vig Tennisklub kunne i efteråret 2016 fejre sit 40 års jubilæum. Læs vort jubilæumsskrift her.